AON-sponsorat er nu trådt i kraft

Manchester United har nu officielt skiftet hovedsponsor. Således er det amerikanske forsikringsselskab AIG, der for mange blev synonym med starten på…

Manchester United har nu officielt skiftet hovedsponsor. Således er det amerikanske forsikringsselskab AIG, der for mange blev synonym med starten på finanskrisen, blevet erstattet af det Chicago-baserede selskab AON, der ligesom sin forgænger blandt andet tegner forsikringer for private virksomheder.

Aftalen mellem Manchester United og AON løber indtil 2014, og vil ifølge engelske medier sikre United 80 millioner pund. Til gengæld vil AON’s logo pryde Uniteds trøjer de næste mange sæsoner.

”Ud fra et forretningsmæssigt synspunkt, er vi meget spændte. Vi forsøger at gøre AON til en global virksomhed, og Manchester Uniteds verdensomspændende omdømme gør dette til en yderst attraktiv aftale for os,” udtaler AON’s administrerende direktør, Greg Case, overfor Manchester Evening News.

Den 47-årige amerikaner slår samtidig fast, at AON ikke vil blande sig i debatten omkring ejerskabet af klubben.

”Vores fokus er på Manchester United som brand, klub og hold. Vi deler fansenes passion,” slutter Greg Case.

Manchester Uniteds nye trøjer for 2010/2011-sæsonen ventes præsenteret indenfor kort tid.

Forrige artikel

Red Knights dropper United-bud

Næste artikel

Fynbo i Fergies kikkert

ANNONCE