Frenkie De Jong

Athletic: Barca truer De Jong med sagsanlæg

FC Barcelona mener ikke, Frenkie De Jongs nye kontrakt er lovlig, og de har i værste tilfælde tænkt sig at gå rettens vej, skriver The Athletic.

Den spanske storklub truer Frenkie De Jong med at gå rettens vej, hvis ikke hollænderen indvilger i at gå tilbage til den oprindelige kontrakt, midtbanespilleren underskrev med klubben. Det skriver The Athletic.

FC Barcelona mener, de har bevis på, at både De Jong-lejren og den tidligere ledelse i klubben handlede ulovligt, da midtbanespilleren skrev under på en ny kontrakt i 2020.

Catalanerne har længe været i økonomiske problemer, og da coronakrisen forværrede situationen gik De Jong sammen med blandt andre Gerard Pique med til nye aftaler, som betød, at Barca ville spare penge på lønbudgettet i et par år.

Klubbens økonomiske situation er imidlertid fortsat udfordret, og præsident Joan Laporta vil rigtigt gerne have klubbens bedst betalte spiller ned i løn – eller måske helt have hollænderens lønpost af budgettet.

Det er en situation, som Manchester United har forsøgt at lukrere på, og de to klubber er også enige om en overgangssum samt struktur for en eventuel betaling. Men knasten mellem FC Barcelona og De Jong og uvished om, hvorvidt De Jong vil til United eller ej, spænder fortsat ben for en mulig transfer.

Det er blandt andet en af årsagerne til, at blikket er rettet mod Adrien Rabiot, som du kan læse om her.

 

Forrige artikel

United jagter Rabiot

Næste artikel

5-1 sejr til United over FC Halifax Town bag lukkede døre

ANNONCE