Manchester United skal ikke vide sig for sikre på, at David de Gea i næste sæson vil vogte målet på Old Trafford.
Således tyder det nu på, at Atlético Madrid ikke har tænkt sig at lade den 20-årige målmand skifte til de engelske mestre uden kamp.
”Han (de Gea, red.) forbliver Atlético-spiller,” lyder det fåmælt fra hovedstadsklubbens sportsdirektør, Jose Luiz Perez Caminero, ifølge Sky Sports.
Udtalelsen kommer som noget af en overraskelse, da Atléticos præsident, Miguel Angel Gil Marin, så sent som i fredags indrømmede, at han regner med, at de Gea skifter til United.
David de Gea har i denne sæson slået sit navn fast på den europæiske fodboldscene, hvor han udover at være fast mand hos Atlético ligeledes er førstevalg på det spanske U21-landshold.