Avis: United var klar med svimlende Bale-bud

Ifølge The Telegraph var United parat til at smide 100 millioner pund for Gareth Bale, men David Moyes rykkede for sent.

Gareth Bale blev i august verdens dyreste fodboldspiller med sit skifte fra Tottenham til Real Madrid for den vanvittige sum af 85 millioner pund. Men der kunne være lagt yderligere 15 millioner oven i prisen, hvis han var taget til Old Trafford.

100 millioner pund var nemlig den pris, som United var villig til at betale, da de med en uge tilbage af transfervinduet gik i dialog med Tottenham om at kapre Bale for snuden af Real Madrid. Det skriver The Telegraph på dagen for det første møde mellem de to klubber i sæsonen.

Tottenhams formand Daniel Levy var lunken ved tanken om atter at sende en stjernespiller nordpå, som han havde gjort det med Carrick og Berbatov. På et tidligt stadie i forhandlingerne blev der diskuteret et særpræget kompromis, hvor United kunne hente Bale, hvis de samtidig befriede Tottenham for Emmanuel Adebayor, som de desperat søgte en køber til.

I sidste ende blev det aldrig til noget, da intet kunne få Bale til at droppe Real Madrid. Af samme grund kom der heller ikke et officielt bud fra Ed Woodwards side, da United ville undgå at tabe ansigt som i Fabregas-affæren i juli.

Forrige artikel

Her kan du se Spurs - Manchester United

Næste artikel

Her kan du købe Class of 92 på DVD

ANNONCE