Flere engelske aviser skrev tidligere i dag, at Ashley Young havde været til lægetjek i Manchester på det samme hospital, hvor Phil Jones gennemgik sin af slagsen.
The Sun offentliggjorde ligefrem et billede af kantspilleren foran indgangen.
Sammenholdt med de mange rygter og Aston Villa-manageren Alex McLeishs indrømmelser, tyder meget på, at en transfer er nært forestående.
Således skriver The Guardian, at hvis alt går efter planen, vil Young så tidligt som i morgen blive præsenteret hos Manchester United.
Den 25-årige englænder, der var et af de få lyspunkter hos Aston Villa i den forgangne sæson, har kontraktudløb med Birmingham-klubben næste sommer, hvorfor United efter alt at dømme kan slippe med at betale 16 millioner pund i overgangssum.
Ashley Young har over 150 kampe på CV’et for Aston Villa, ligesom det er blevet til 15 landskampe. Senest scorede han i EM-kvalifikationskampen mod Schweiz, der endte 2-2.