Bastian Schweinsteigers spillestil passer perfekt til engelsk fodbold, og han gør derfor klogt i at skifte til Manchester United, hvis han ikke forlænger sin kontrakt med Bayern München.
Det mener i hvert fald Michael Ballack, der selv tilbragte flere sæsoner i Chelsea, inden han skiftede tilbage til Tyskland og Bayer Leverkusen i sommer.
”Han ved kun selv, hvad der er det rigtige valg. Det er klart, at alle fodboldspillere lader sig friste af visse ting, hvilket også gælder for Bastian (Schweinsteiger, red.). Men der findes ikke så mange storklubber, og Bayern er en af dem,” siger Ballack overfor FourFourTwo.com og uddyber.
”På den anden side er både Real Madrid og Manchester United store klubber, og han ville passe perfekt ind hos begge.”
Bastian Schweinsteigers kontrakt med de tyske mestre udløber om 18 måneder.