Barca melder sig ind i kampen om Ronaldo

Cristiano Ronaldo er en ombejlet herre. Den portugisiske kantspiller, der af mange bliver betragtet som den bedste spiller i verden lige nu, har haft sin…

Cristiano Ronaldo er en ombejlet herre. Den portugisiske kantspiller, der af mange bliver betragtet som den bedste spiller i verden lige nu, har haft sin bedste sæson hidtil for de engelske mestre, hvor han blot mangler at score et mål for at tangere George Bests rekord for flest mål for en midtbanespiller på en sæson. Det har selvfølgelig vakt interessen hos andre storklubber i Europa, hvor især Real Madrid har forsøgt at få United til at slippe guldfuglen.

Nu melder FC Barcelona sig dog ligeledes ind i kampen om Ronaldo, der er blevet vurderet til ca. 400 millioner kroner. Og noget kunne tyde på, at de spanske titelaspiranter vil gå meget langt for at forhindre, at Real Madrid får fat i portugiseren:

”Cristiano Ronaldo er en spiller vi vil gå langt for at købe til sommer. Han vil være en nøglespiller for en hvilken som helst klub, så jeg tror det bliver svært at få overtalt United til at sælge ham allerede efter sæsonen.” Udtalte catalanernes sportsdirektør, Txiki Begiristain, i det spanske fodboldprogram “Gol a Gol” i weekenden.

Og mens de to spanske storklubber vil købe Ronaldo fri fra sin kontrakt med United, der løber frem til 2012, skulle “De Røde Djævle” være rede til at gøre den tidligere Sporting Lissabon-spiller til den bedst betalte i Premier League, hvis han forlænger sin kontrakt med yderligere to år.

Forrige artikel

Fergie: Tevez er som Cantona

Næste artikel

Cantona håber på United-triumf i Champions League

ANNONCE