Den 25-årige midtbanespiller har siden sit skifte til den sydtyske storklub i 2007 bevist, at han er den absolut bedste spiller i Bundesligaen. Dette har gjort ham til en ombejlet herre, hvorfor FC Bayern muligvis får svært ved at holde på ham meget længere.
Men Ribéry skal ingen steder, hvis det står til FC Bayerns administrerende direktør, der samtidig bekræfter, at de indtil videre er blevet kontaktet af Manchester United, Chelsea FC, FC Barcelona og Real Madrid:
”Det er nogle store navne, men Franck har kontrakt med os, og han bliver i München,” lyder den kontante udmelding fra Karl-Heiz Rummenigge ifølge The Daily Mail.
Manchester United vil utvivlsomt bruge nogle af de 80 millioner pund, som salget af Cristiano Ronaldo vil indbringe på forstærkninger. Det er derfor ikke utænkeligt, at FC Bayern vil have svært ved at takke nej til et rekordstort bud fra de engelske mestre.
Hovedpersonen selv er ikke fremmed for et skifte til en større liga. I hvert fald ikke hvis man skal tro hans holdkammerat Daniel van Buyten, der tidligere i år udtalte, at franskmanden er glad ved tanken om at spille for enten Manchester United eller FC Barcelona.
Franck Ribéry modtog i 2008 titlerne som Frankrigs og Bundesligaens bedste spiller.