Fergie dementerer Rooney-rygter

Det var en ren taktisk beslutning, at Wayne Rooney ikke spillede fra start mod Real Madrid, og han er ikke på vej væk. Det forsikrede Sir Alex på dagens pressemøde.

Til de flestes overraskelse var Rooney ikke at finde i Manchester Uniteds startopstilling i tirsdags mod Real Madrid. Englænderen måtte tage til takke med en plads på bænken, og det har skabt en masse spekulationer omkring, hvorvidt Uniteds fjerde mest scorende spiller i klubbens historie var på vej væk.

De rygter afviser Sir Alex Ferguson dog nu på det krafigste. For første gang siden 2-1-nederlaget til Jose Mourinhos spanske mandskab talte Fergie i dag, og han tog sig tid til at dementere alle historierne om Rooney.

– Skal vi starte med Wayne Rooney-sagen?

– Alt det som i skriver om i aviserne for tiden er noget vrøvl. Jeg har bandlyst to aviser fra dette pressemøde, og de kommer ikke tilbage, før de har sagt undskyld.

– Der er absolut ingen problemer mellem Wayne Rooney og jeg. At påstå at vi ikke snakker sammen på træningsbanen er noget nonsens.

En taktisk beslutning

Den skotske manager forklarede, at det udelukkende var på grund af taktiske årsager, at den 27-årige angriber ikke var med fra start mod Real Madrid. Samtidig slog han fast, at han mente, han havde truffet den rigtige beslutning.

– Han forstod, at grunden til han ikke spillede var rent taktisk. Og jeg tror, jeg havde ret (i min beslutning, red.) Det er ikke altid, vi vælger rigtigt, men det tror jeg, vi gjorde denne gang.

– Danny Welbeck er den bedste spiller vi har i forhold til at have en dobbelt rolle. Vi var nødt til at gøre noget ved Xabi Alonsos evne til at kontrollere kampen, og det gjorde Danny, udtalte Fergie.

Spiller på søndag

Manchester United er nødt til at fordøje skuffelsen så hurtigt som muligt, da de har en vigtig FA Cup-kamp mod Chelsea på søndag. I den kamp kommer Rooney til at få en rolle, lovede Ferguson.

– Wayne er her næste sæson. Det har i mit ord på. Jeg har absolut ingen problemer med spilleren, og han er med på søndag.

Wayne Rooney har scoret 195 mål i 394 kampe for “de røde djævle”.

Forrige artikel

Red Knights lever stadig

Næste artikel

Jones bliver ikke klar til Chelsea-kamp

ANNONCE