Louis van Gaal er en opblæst træner, der går mest op i at pleje sit eget ego.
Det mener Karl-Heinz Rummenigge, der er bestyrelsesformand for FC Bayern. For selvom det efterhånden er tre år siden, at van Gaal fik silkesnoren af den sydtyske klub, trækker hans tid i Bayern stadig spor på ledelsesgangene.
– Lige så snart han præsenterede sin selvbiografi på en snobbet restaurant, vidste jeg, at vi gik en hård tid i møde, siger Rummenigge i et interview med Der Spiegel og fortsætter.
– Louis van Gaal var ikke nem at omgås. Han ville “Vangaalisere” vores klub. Han har et kæmpe ego.
Den 63-årige hollænder vandt The Double med FC Bayern i sin første sæson, hvor klubben dog samtidig tabte Champions League-finalen til FC Internazionale.
Sæsonen efter blev van Gaal dog fyret efter blot fire måneder, da Bayern rodede rundt på fjerdepladsen i Bundesligaen.
Karl-Heinz Rummenigge slår dog fast, at han betragter van Gaal som en “stor og succesfuld træner”, men at han har langt større fidus til Pep Guardiola.
– Pep er et geni. Han har gjort Bayern en smule mere professionel. Han har høje forventninger, men respekterer også kulturen i klubben. Han har mange idéer, nogle gange usædvanlige, men de er aldrig vanvittige,” siger Rummenigge.