Syv års tavshed er nu slut. Sir Alex Ferguson er gået med til igen at tale med radio- og tv-stationen BBC.
Den iltre skotte meldte i 2004 ud, at han ikke længere ville optræde i BBC”s fodboldprogrammer. Det skete, fordi BBC sendte en kritisk dokumentar, hvor blandt andre Fergies søn Jason var mål for en række beskyldninger.
Nu er Sir Alex og stationen altså blevet venner igen. I en fælles pressemeddelelse skriver parterne:
“Sir Alex og BBC har lagt de problemer bag sig, der gav anledning til, at Sir Alex ikke ville udtale sig i BBC-programmer. Problemerne er blevet løst til glæde for begge parter.”
Den fælles udmelding kommer efter et møde mellem Fergie, BBC”s generaldirektør, Mark Thompson, og Peter Salmon, direktør for BBC North.
Det betyder, at Ferguson fremover er til rådighed for programmer som BBC Match of the Day og Radio 5 live.
Parterne har desuden aftalt på mødet, at der ikke kommer yderligere kommentarer på sagen.