Når Dimitar Berbatov løber rundt på fodboldbanen for Manchester United, kan han se både doven og uengageret ud. Dog mener Berbatov, at Uniteds fans er blevet gladere for ham – især i denne sæson, hvor bulgareren virkelig har fundet vejen til netmaskerne. Men Uniteds nummer 9 fokuserer på sit spil på fodboldbanen og drømmer ikke om, at fansene synger hans navn.
“Nu jeg scorer flere mål, tror jeg, at folk bliver gladere for mine optrædener,” sagde Dimitar Berbatov til FourFourTwo. “Men jeg har aldrig drømt om, at fansene skal synge mit navn eller lave bannere for mig. Jeg vil bare løbe på banen, gøre mit arbejde, underholde fansene og bagefter tage hjem og være sammen med min familie.”
Netop de udtalelser minder i høj grad om en anden af Uniteds spilleres indstilling, Paul Scholes, som er meget sky af væsen, men samtidig arbejder stenhårdt for, at United skal vinde.
“Jeg tror, jeg minder meget om Scholesy og hans måde at håndtere tiden væk fra fodboldbanen på. Jeg kan ikke lide at give interviews eller at være i spotlyset. Jeg foretrækker at tale med folk via mine evner på banen,” sagde Berbatov, der i denne sæson har scoret 19 mål for De røde djævle.