Efter spekulationer i spansk presse blev det i dag bekræftet at Manchester United og FC Barcelona støder hovederne sammen i den svenske storby Göteborg den 8. august.
Endnu er der ikke mange detaljer ude om kampen, men over for Aftonbladet fortæller den svenske arrangør GotEvent, at de har arbejdet hårdt for at få kampen i hus.
– Vi har arbejdet et halvt års tid med at få det hele til at passe tidsmæssigt. Selvom der bare er tale om en træningskamp, så fornemmer jeg, at der alligevel er tilknyttet temmelig meget prestige i opgøret, siger Thomas Torkelsson til Aftonbladet.
Den nuværende tilskuerkapacitet på Ullevi er 42.000, men arrangørerne planlægger at udvide med en midlertidig tribune og dermed nå op på 50.000 tilskuerpladser.
– Vi regner med at billetpriserne kommer til at ligge på omkring 500 (svenske) kroner, og vi regner med, at det bliver en stor begivenhed.
Manchester United spiller tre dage forinden i Oslo, hvor billetpriserne ligger på 700 norske kroner.
Billetsalget til kampen i Sverige begynder på tirsdag klokken 10.