Blandede bolcher op til Liverpool-opgøret

Uniteds serbiske forsvarsstyrmand Nemanja Vidic er overbevist om, at man vil forbedre sig i forhold til opgøret mod Inter onsdag aften, og slå Liverpool i…

Uniteds serbiske forsvarsstyrmand Nemanja Vidic er overbevist om, at man vil forbedre sig i forhold til opgøret mod Inter onsdag aften, og slå Liverpool i morgen.
”Vi må glemme Inter nu, Liverpool er vores næste store kamp. De havde en god kamp og vandt 4-0 forleden. Men vi vil forbedre os, ikke lave de fejl, vi lavede forleden, og så er vi på hjemmebane foran vores fantastiske publikum. Jeg håber og tror, vi er meget bedre end mod Inter”, udtaler Vidic til Manchester Evening News.

Ryan Giggs mener, at Liverpool har forbedret sig meget de seneste år og ikke længere udelukkende gør det godt i Europa, men også er begyndt at præstere over en hel sæson i Premier League.
”De har spillet godt i Europa de sidste 4-5 år, men i år har de også gjort det godt i ligaen. De har gode spillere, og vi skal være på toppen for at vinde. Men momentum er med os for tiden, og vinder vi over dem, vil de få det meget svært i titel-ræset”, fortæller den walisiske troldmand til Manchester Evening News.

Samme Ryan Giggs, der allerede har vundet ti Premier League titler, mener det ser godt og lovende ud med henblik på en titel nummer 11. Desuden mener manden med flest kampe i den røde trøje gennem tiderne, at det ikke er umuligt at vinde the Quintuple.
”Vi tager hver turnering, som det kommer, og en kamp af gangen. Men momentum er med os for tiden og troen på det er til stede”, siger Giggsy til The Sun.

Anderson er udtaget til det brasilianske landshold, som i slutningen af måneden møder Ecuador og Peru i VM kvalifikationen. Og midtbanespilleren, der tidligere på foråret var ude halvanden måned med en ankelskade, glæder sig til at spille i den gule nationaltrøje.
”Jeg er lykkelig over at blive udtaget, og vil gøre alt hvad jeg kan for ikke at skuffe Dunga og det brasilianske folk. Det er et par svære kampe, men Brasilien skal altid være i stand til at tage de tre point, kan vi gøre det begge kampe, ser det godt ud i stillingen”.

Der har længe været ballade på de interne linjer i Liverpool mellem manager Rafael Benitez og klubbens amerikanske ejere. Nu ser flere måneders tovtrækkeri dog ud til, at den spanske træner forlænger med klubben.
Til The Sun siger Benitez: ”Jeg må bestemme mig indenfor få uger for fremtiden. Jeg ønsker et mellem- eller langvarigt projekt. Jeg skal have diskuteret både nutiden og fremtiden med klubbens ejere.”

The Sun kan i dag også fortælle, at såfremt United lykkes med at hjemføre alle fem trofæer i denne sæson, vil det betyde 9 mio. £ i bonus til spillertruppen. Inden sæsonen forhandlede man en bonusaftale på plads, og det har med VM-titlen og Carling Cup-sejren betydet cirka 85.000 £ i bonus til hver spiller. Et beløb der kan stige til hele 400.000 £ for enkelte spillere, hvis også de sidste tre trofæer hentes hjem til Old Trafford.

Den tidligere bedste fodboldspiller i verden, franske Zinedine Zidane udtaler i dag til flere engelske medier, at han anser Steven Gerrard som verdens bedste spiller lige i øjeblikket og har beskrevet Gerrard som hjertet på Liverpool-holdet.
Zidane siger: ”Om han er den bedste i verden? Ja, det mener jeg, selv om han ikke får samme opmærksomhed som Messi og Ronaldo. Har man ikke en spiller som Gerrard i maskinrummet, vil det påvirke hele holdet. Se bare på Real Madrid, efter Claude Makelele forlod os”.

Forrige artikel

Reina: Svært at følge med United økonomisk

Næste artikel

Se United med de berømte OldTrafford.dk-folk

ANNONCE