Blatter raser mod Premier League

Det var med vrede og foragt, at engelske fans og sågar landets egen kulturminister modtog nyheden om, at Premier League fra 2010/2011-sæsonen havde i…

Det var med vrede og foragt, at engelske fans og sågar landets egen kulturminister modtog nyheden om, at Premier League fra 2010/2011-sæsonen havde i sinde at tilføje en ekstra runde i ligaen, der skulle spilles i et andet land end England. De engelske klubber er i forlængelse heraf blevet beskyldt for at være grådige, og diverse talsmænd fra de store internationale fodboldforbund, heriblandt UEFA og formanden for det asiatiske af slagsen, har kaldt planerne for kommercielle og ødelæggende for sporten.

Nu slutter FIFA’s præsident, den til tider kontroversielle Sepp Blatter, sig til koret af kritikkere. Han fotæller i et interview med “The Mirror”, at han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at forpurre planerne, når FIFA-konventet samles den 14. marts:

”Vi vil opfordre alle de internationale sammenslutninger til at stemme nej til forslaget. Vi må for alt i verden undgå, at fodbold udvikler sig til en form for cirkus såsom “The Harlem Globetrotters”. Fodbold er nu engang en sport, og det skal det fortsætte med at være.”

Ydermere truer Blatter indirekte med, at hvis planerne bliver ført ud i livet, vil det gå ud over Englands chancer som værter for VM-slutrunden i 2018:

”Hvis Hr. Scudamore (formand for Premier League-klubberne) mener, at dette vil styrke Englands kandidatur som værter i 2018, så lad ham da endelig tro det. Faktum er dog, at der er mange seriøse kandidater til netop den slutrunde. Jeg kan på ingen måde forestille mig, at det vil forbedre deres chancer, hvis de går imod den mest magtfulde sammenslutning med et forslag, der aldrig vil få opbakning derfra. Hvis man ikke accepterer FIFA’s autoritet, skal man ikke regne med nogle tjenester herfra.”

”Jeg kan forsikrer jeg om, at disse planer aldrig vil blive til noget. I hvertfald så længe jeg er præsident.”

Blatter slutter af med at sige, at han finder hele episoden fræk og respektløs, da Premier League allerede er den mest populære liga i verden:

”For det første har Premier League ikke informeret os om disse planer på noget tidspunkt. Det synes jeg er frækt og uansvarligt. For det andet er de den mest sete liga på verdensplan, så de burde om nogen være forkæmpere for, at bevare sportens identitet. Og så ud af ingenting kommer de med et forslag, der udelukkende handler om forretning og penge.”

Forrige artikel

Få råd til flybilletter og hoteller

Næste artikel

Se United vs. Arsenal på Den Glade Gris i dag

ANNONCE