Blues vil beholde Lingard

Birmingham håber at kunne forlænge lejeaftalen med Jesse Lingard, så den løber resten af sæsonen.

Jesse Lingard er mere end velkommen hos Birmingham resten af sæsonen, hvis Manchester United vel og mærke er klar til at forlænge lejeaftalen. 

Det meddeler Championship-klubben dagen efter, at midtbanespilleren fik direkte rødt mod Wigan. Det betyder nemlig, at den 21-årige englænder har spillet sin sidste kamp for Birmingham, da hans nuværende aftale udløber ved årsskiftet. 

– Forhåbentlig er det ikke Jesses sidste kamp i Birmingham-trøjen. Nu skal vi tale med Manchester United, for låneaftalen løber til efter Barnsley-kampen (som spilles den nytårsdag, red.), siger Birmingham-manager Lee Clark til klubbens hjemmeside. 

Ifølge Lee Clark vil Lingard have bedre af at spille sæsonen færdig hos The Blues. 

– Jeg skal forsøge at overbevise David Moyes om, at det vil være bedre for hans udvikling og Manchester United, hvis Lingard bliver her. Jeg ved, at han har talt om at kalde nogle af de lejede spillere hjem, så han kan styrke bredden i truppen. Men forhåbentlig lander han et par af sine transfermål i januar, så han ikke behøver at få knægtene hjem, forklarer Clark. 

Birmingham ligger i øjeblikket nummer 18 i The Championship.   

Forrige artikel

United-emne er glad i Benfica

Næste artikel

Optakt: Norwich City - Manchester United

ANNONCE