Bruce: Vi lavede for mange fejl

Hull var selv skyld i deres 3-2-nederlag til Manchester United. Manager Steve Bruce mener, at ’The Tigers’ lavede for mange fejl.

Den tidligere Manchester United-spiller Steve Bruce har en forfærdelig statistik mod sin gamle klub som manager. Torsdagens 3-2-nederlag var 20. gang Steve Bruce står overfor United. Ingen af kampene er blevet til sejr.

Denne gang var Steve Bruce dog tættere på end nogensinde. Hans Hull-mandskab var 2-0 foran efter 13 minutter, men formåede ikke at holde føringen og tabte 3-2. Det kunne de takke sig selv for, mener Hull-manageren.

– Over årene har jeg været tæt på at slå United, men jeg har aldrig været 2-0 foran indenfor 15 minutter. En af de ting, vi har været gode til, mens jeg har været her, er at holde på en føring, siger Bruce til BBC og fortsætter:

– Vi lavede for mange fejl på vigtige tidspunkter. Vi skabte en masse chancer i anden halvleg, men vi lavede fejl, og det bliver man straffet for mod et hold som Manchester United.

James Chester, der var i Manchester United som ungdomsspiller, havde en noget blandet eftermiddag. Han bragte Hull på 1-0, men scorede også Uniteds vindende mål til 3-2. Steve Bruce bakker op om den 24–årige forsvarsspiller.

– James Chester var ungdomsspiller hos Manchester United, og da han scorede, var han i drømmeland, og han havde chancen for at skaffe os et resultat til sidst, mener Bruce og forsikrer, at Chester nok skal komme sig over sit selvmål.

– Han puttede en i eget net. Vi har alle sammen gjort det, og han bliver nødt til at leve med det. Men han skal nok komme sig, for han er en meget god, ung spiller.

Som spiller nåede Steve Bruce op på 309 ligakampe for Manchester United.

Forrige artikel

Moyes: Der var lang vej tilbage

Næste artikel

Video: Best of Boxing Day

ANNONCE