De har haft enorm betydning for Uniteds succes på banen, og i resten af sæsonen er det så uden for kridtstregerne, at koryfæer som Nicky Butt, Phil Neville og Paul Scholes skal vise deres værd som støtter for Ryan Giggs.
Nicky Butt kan ikke vente på at komme rigtigt i gang og medgiver, at det er helt specielt at være i Uniteds trænerteam nu og her.
– Det bliver kæmpestort, et stolt øjeblik for os alle. At stå der sammen er helt surrealistisk. Vi kom til klubben sammen som 12-årige, og nu står vi så her. Jeg har ikke rundet de 40 endnu som Giggs, men både jeg og Scholes er tæt på. At stå der sammen med Phil bliver helt, helt specielt, siger Butt ifølge Sky Sports.
Giggs og hans trænerteam får sæsonens sidste fire kampe, men ventes ikke at være i spil til at overtage managerposten permanent.