Blot seks dage før VM fløjtes i gang, gik det grueligt galt for Rio Ferdinand. Således måtte den engelske landsholdsanfører se sin slutrunde blive spoleret, da han blev knæskadet under et træningspas.
Rio Ferdinand har været skadet store dele af sæsonen, og har således blot optrådt i knap halvdelen af Manchester Uniteds kampe. Det var dog stadig en tydeligt rystet landstræner, der i går mødte pressen.
”Det er forbandelsen ved at være anfører. Det eneste vi kan gøre nu er at bede (til Gud, red.). Rio (Ferdinand, red.) følte en smerte i sit knæ. Alle vores spillere er vigtige, men han er blandt de startende 11. En leder, vores anfører,” lød det fra Fabio Capello, der havde svært ved at skjule sin skuffelse.
”Det kunne ikke være meget værre. De andre spillere var rystede. De stoppede træningen. Det er forfærdelige nyheder, og alle spillerne er skuffede og kede af det på Rios vegne. Det var ren uheld, og det havde intet med banen at gøre,” sluttede den italienske legende.
Steven Gerrard overtager anførerbindet fra Rio Ferdinand, der ellers stod foran sin første slutrunde som kaptajn for England.