Wayne Rooney har taget ved lære af gårsdagens landskamp mod Montenegro, hvor han midt i anden halvleg blev sendt tidligt i bad, efter han i frustration havde sparket ud efter en modstander.
Sådan lyder det fra Fabio Capello, der sammen med resten af England afventer UEFA’s beslutning om, hvor mange spilledages karantæne, Rooney ender med at få.
”Det bliver en vigtig lektion for ham. Vi skal spille tre kampe i starten af næste år. Jeg ved ikke, hvor mange han går glip af. En, måske to, men det håber jeg ikke. Men det er for tidligt at sige noget om,” siger den engelske landstræner ifølge Sky Sports.
England førte 2-0, men måtte i sidste ende se Montenegro udligne føringen.
Det betød dog ikke det store for ”Three Lions”, der avancerer som nummer et i gruppen, mens Montenegro nu skal ud i en playoff-kamp for at sikre sig adgangsbilletten til næste års EM-slutrunde.