Mens Berbatov surmuler over at være på Tottenhams bænk fra tid til anden, ser flere medier det som et sikkert tegn på, at den bulgarske stjerneforward ønsker sig væk fra White Hart Lane til januar som en forsinket julegave.
Fergie jagtede ifølge de selvsamme medier Berbatov intenst sommeren igennem, og United ligner derfor et godt bud på Berbatovs næste destination.
Og den tidligere Tottenham-spiller, Michael Carrick, ville ikke have noget imod at se Berbatov droppe Spurs til fordel for en rød trøje.
“Man vil altid være åben over for folk, der kan forstærke truppen, om de så hedder Berbatov eller noget andet. Men da Spurs jo er min gamle klub, så har jeg set netop Berbatov i en del kampe, og han er en meget stærk spiller.”
“Vi har det bedste af det bedste i frontlinjen allerede, så det er ingen kritik af de eksisterende angribere i United. Men verdensklassespillere er altid velkomne,” siger Carrick.
Michael Carrick fik ikke lejlighed til at stifte noget indgående bekendtskab med Berbatov på nærmeste hold, da han tog fra London til Manchester bare en måneds tid efter, at Berbatov havde meldt sin ankomst i det nordlige London sidste sommer.