Den centrale midtbanespiller glæder sig til at arbejde sammen med David Moyes. Overfor MUTV udtaler han, at han kun har hørt godt om den nuværende Everton-manager.
– Jeg synes, han har gjort et fantastisk stykke arbejde i Everton, lyder det fra Carrick.
– Han har været der i et stykke tid nu, og han har haft stor succes med de ressourcer, han har haft. Han er velrespekteret blandt alle dem, jeg har snakket med.
Bliver anderledes
Den 31-årige United-spiller er godt klar over, at det ikke bliver det samme, når David Moyes tiltræder. Ikke desto mindre er Carrick dog meget positiv.
– Det bliver selvfølgelig en stor forandring, fordi den her klub er blevet styret af den samme person i så lang tid.
– Men jeg ser virkelig frem til at møde ham, få en god pre-season og forhåbentlig en god fremtid.
Michael Carrick har været en nøglefigur for “de røde djævle” i denne sæson, og han er favorit til at tage titlen som “årets spiller.”