Det er dagen derpå for den 21-årige baneløber Matthew Stott, der ikke alene måtte se sin klub tabe 3-2 til Manchester United, men som nu også er sigtet for at have skaffet sig ulovlig adgang til banen.
Nu siger anglægsgartneren undskyld for sin handling, som han fortryder inderligt.
– Jeg vil gerne sige undskyld til alle dem, der var påvirket af mine handlinger i går. Især til Hr. Ferdinand og alle de andre spillere. Jeg skammer mig utroligt meget. Jeg har svigtet mig selv, min familie, mine medfans og Manchester City FC, lyder det fra Stott gennem sine advokater ifølge Sky Sports.
Matthew Stott nåede som bekendt ikke frem til Ferdinand, da City-keeper Joe Hart nåede at stoppe ham i tide.
Og det glæder Stott.
– Jeg har i sinde at skrive et personligt brev til Hr. Ferdinand, hvori jeg giver ham en undskyldning, ligesom jeg vil undskylde over for Manchester United og deres fans. Jeg vil gerne takke Joe Hart for hans reaktion, da jeg kom ind på banen, siger Stott, der slår fast, at han er klar til at tage de juridiske konsekvenser.
Ifølge Matthew Stotts advokater har han været sæsonkortholder i tre sæsoner, ligesom han aldrig før har været i strid med loven.