City-stjerne ude af semifinale

Han gik fra at være publikumsfavorit til at være lagt for had af Manchester Uniteds fans. Nu ser det ud til, at argentinske Carlos Tevez misser søndagens…

Han gik fra at være publikumsfavorit til at være lagt for had af Manchester Uniteds fans.

Nu ser det ud til, at argentinske Carlos Tevez misser søndagens semifinale i FA Cup”en. Angriberen måtte i går udgå med en skade i Manchester Citys 3-0-nederlag til Liverpool.

I stedet kan Manchester United-forsvaret begynde at forberede sig på at skulle spille overfor problembarnet Mario Balotelli, der kom ind i stedet for Tevez.

“Carlos har fået en forstrækning. Det bliver meget svært at få ham klar til semifinalen. Jeg tror ikke, han kommer til at spille.”

“Vi forsøger selvfølgelig at få ham klar, men det er svært, for vi skal også holde fokus på de resterende kampe i ligaen,” siger de lyseblås manager, Roberto Mancini, med henvisning til Citys kamp for at ende på den vigtige fjerdeplads, der giver adgang til Champions League.

Søndagens kamp har stor betydning for mange Manchester United-fans, da en sejr vil betyde, at lillebror City igen må gå en sæsonafslutning i møde uden mulighed for at vinde trofæer.

Det er dog ikke kun Manchester City, der må undvære en stjerneangriber på søndag. Uniteds Wayne Rooney sidder også ude efter sin karantæne for at have bandet i kampen mod West Ham.

Forrige artikel

Ingen fokus på ny treble

Næste artikel

Park: Frem med tropperne

ANNONCE