Cleverley: Kritik gør ondt

Tom Cleverley indrømmer, at det gør ondt at blive kritiseret af Uniteds egne fans.

Det er aldrig sjovt at blive peget ud som en af de spillere, der underpræsterer for Manchester United. 

Sådan lyder det fra Tom Cleverley, efter kritikken har haglet ned over ham i forbindelse med Uniteds deroute. Senest på Twitter, hvor han blev hængt ud af flere brugere i en Q&A-session, som United havde arrangeret med Michael Carrick.

– Da jeg først begyndte at blive hængt ud, gjorde det ondt. Men det er noget, man bliver nødt til at lære at affinde sig med, når holdet ikke gør det godt, siger Cleverley til Daily Mirror. 

– Mit job går under radaren til tider. Jeg er ikke en spiller, der sætter tre-fire mand af og derefter banker den op i hjørnet, eller som går rundt og tackler folk som Roy Keane, fortsætter Cleverley. 

Den 24-årige midtbanespiller har været i Manchester United siden han var 11 år gammel og har flere gange udtrykt sin kærlighed for klubben. 

Derfor gør det ekstra ondt, når de engelske mestres egne fans revser ham. 

– Jeg vil gerne have fansene på min side, og det gør lidt ondt, når man er vokset op i klubben og elsker den lige så meget som supporterne. Men der er andre spillere i den nuværende United-trup, som har været igennem det samme, og de har efterfølgende ladet deres kvalitet skinne igennem,” lyder det fra Cleverley. 

Manchester United indtager en øjeblikkelig syvendeplads i Premier League. 

Forrige artikel

Tidl. City-direktør: Vi solgte Man City på Uniteds succes

Næste artikel

Moyes afviser håbløse Rio-rygter

ANNONCE