Manchester United kunne i dag bringe dårlige nyheder om Nemanja Vidic, der må undværes i op til to måneder på grund af en beskadiget meniske.
– Nemanja Vidic har gennemgået en operation i menisken i højre knæ og vil være ude i op til otte uger, lyder det i en officiel melding på ManUtd.com.
– Sir Alex benyttede sig ikke af Vidic i weekenden, efter at han havde klaget over en trykken i knæet. Nærmere undersøgelse har dog vist det reelle problem.
Dermed ligner Jonny Evans og Rio Ferdinand de to eneste kampklare centrale forsvarsspillere, eftersom både Chris Smalling og Phil Jones ligeledes er ude med skader.