To store kanoner stopper i Manchester United til sommer. Sir Alex Ferguson er i gang med sin sidste sæson som manager, og som tidligere planlagt træder David Gill tilbage fra stillingen som administrerende direktør.
– Ed (Woodward, red.) tager over for mig, og han vil gøre et fornemt stykke arbejde. Selvfølgelig vil jeg være klar til at hjælpe ham, hvis han har brug for nogle råd, siger David Gill til MUTV studiet.
David Gill har været administrerende direktør i Manchester United siden 2003 og forsikrer, at klubben går en lys fremtid i møde med en fornuftig økonomi. Selv trænger Gill til en velfortjent ferie efter 10 år i spidsen som administrerende direktør.
– Jeg kommer ikke til at være involveret i nogle handler – jeg holder ferie og slukker mobilen! Men pengene er der til indkøb, siger David Gill.
Samarbejdet med David Moyes
Som administrerende direktør skal Woodward blandt andet stå for spillertransfers og kontraktforhandlinger sammen med den kommende manager David Moyes.
– David Moyes kommer også ind, og ham og Woodward vil naturligvis evaluere holdet sammen og kigge på, hvad der eventuelt mangler, siger David Gill.
David Moyes kommer til at være 10 år ældre end sin kommende chef, da Woodward kun er 40 år trods sin høje stilling. Edward Woodward er oprindeligt bankmand og har været i Manchester United siden 2005 og i klubbens bestyrelsen siden 2008.