United havde i ligaen ikke slået Middlesbrough på Old Trafford i fire sæsoner før dagens møde mellem de to. Alt tydede dog på, at dette ville ændre sig i dag, og United-supporterne blev ikke skuffede.
Alle Uniteds fire nyindkøb deltog fra kampens start, og specielt to af disse gjorde sig bemærkede.
Ligesom Uniteds seneste møde med Middlesbrough kom United i front allerede i det tredje minut. Nani stod for åbningsmålet, som var lidt af en perle. På venstrekanten fik portugiseren afdriblet et par modstandere, før han sendte sit kanonskud af sted. Mark Schwarzer kastede sig forgæves efter forsøget, som gik ind lige under overliggeren.
Kort efter fik også Carlos Tévez skudt på mål, og det så ud til, at kampen skulle blive ren legestue for United. Men lige pludselig fik Boro udlignet. Tyrkiske Tuncay drev gæk med John O’Shea på kanten og lagde et indlæg ind i hovedet på Jeremie Aliadière. Nemanja Vidic havde sluppet sin markering af franskmanden, som ubesværet kunne heade bolden i mål via den ene opstander.
Midtvejs i første halvleg var Tuncay tæt på at lægge op til endnu en scoring, da han fandt Stewart Downing i United-feltet. Denne gang var det Wes Brown, som var sløset med opdækningen, men heldigvis gik Downings forsøg en smule forbi den fjerne stolpe.
Kort efter viste Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney godt sammenspil i den anden ende. Ronaldo kom højest på et målspark fra Edwin van der Sar og afleverede bolden til Rooney. Englænderen fandt så Ronaldo i venstre side, men det efterfølgende skud gik ikke inden for målrammen.
Fem minutter senere kom Rooney i afslutterens rolle, da Nani fik presset Downing til at lave en dårlig aflevering. Rooney opsnappede bolden lige foran mål, tog et enkelt træk og bankede så hårdt til kuglen, at Schwarzer ikke kunne forhindre den i at gå ind.
John O’Shea deltog overraskende meget i det offensive fra sin position på venstre back. På en glimrende stikning fra Anderson nåede altmuligmanden til baglinjen for derefter at spille bolden tilbage til Ronaldo. Uniteds nr. 7 satte en hård inderside på, men det var ikke nok til at overvinde Schwarzer.
Allerede i anden halvlegs første minut fik Rooney en stor chance for at øge føringen. Efter at have spillet sammen med Tévez modtog Rooney bolden i højre siden af feltet, men kunne ikke holde sit skud nede. Sammenspillet med Tévez skulle senere vise sig at blive guld værd.
Inden da nåede Lee Cattermole at teste van der Sars evner. Den unge midtbanespiller fyrede af udefra, og den hollandske keeper måtte ud i fuld længde for at vippe skuddet til hjørnespark.
To minutter senere lukkede Rooney og Tévez munden på alle de, som siger, at de to ikke kan spille sammen. Med en god bold fandt Tévez englænderen i feltet, og med en hælaflevering fik Tévez bolden tilbage. Boro-forsvaret var helt sat af, og den nyerhvervede argentiner kunne nemt sætte bolden i kassen til 3-1.
Midtvejs i anden halvleg havde Owen Hargreaves fået nok og lod sig udskifte. Også dagens anfører, Rio Ferdinand, blev senere erstattet.
Det tætteste Middlesbrough kom på en reducering var Downings frisparksforsøg 10 minutter før tid. Landsholdsspilleren var ikke langt fra, men måtte se sit forsøg snige sig forbi den ene stolpe.
Også i denne kamp skulle United nå op på fire mål, præcis ligesom i de foregående tre opgør. Efter et kontraløb fik Carlos Tévez bolden i venstre side, hvorefter han trak ind i banen og fyrede af. Andrew Taylor forsøgte med sine hænder at stoppe forsøget, men det fortryder han nok, da hans berøring fik bolden til fuldstændig at snyde Schwarzer og hoppe i mål. Dermed endte kampen: Manchester United 4-1 Middlesbrough.
Manchester City fik en lussing på 0-6, da de besøgte Chelsea på Stamford Bridge. I morgen tager Liverpool imod Arsenal i rundens topopgør.
Spillerkarakterer, 13-skalaen
9 Edwin van der Sar Diskede op med en god redning ved Cattermoles forsøg.
7 Wes Brown Ikke hans bedste kamp. Lidt usikker i forsvaret og for mange dårlige indlæg.
8 Rio Ferdinand Var ikke impliceret i gæsternes mål.
7 Nemanja Vidic Burde have markeret bedre ved Boros scoring.
8 John O’Shea God kamp både offensivt og defensivt.
8 Cristiano Ronaldo Var næsten kun synlig ved kontraløbene.
8 Owen Hargreaves Godkendt comeback. Vandt en del bolde på midten.
8 Anderson Havde mange fejlafleveringer i første halvleg. Spillede sig op i anden.
9 Nani Fantastisk scoring, men viste ikke alt for meget i resten af kampen.
10 Wayne Rooney Involveret i alt offensivt spil. Scorer et mål og lægger op til et. Man of the Match.
10 Carlos Tévez Bliver bare bedre og bedre. Sammenspillet med Rooney fungerer til perfektion.
Darren Fletcher, Gerard Piqué og Ryan Giggs uden for bedømmelse.