Hjemmeholdet startede kampen lidt på hælene, og det var gæsterne hurtige til at udnytte. Nani svingede et drabeligt indlæg ind i feltet, og den fik lov til at passere helt igennem til Paul Scholes på bageste stolpe. Den tilbagevendte midtbanespiller headede United i front inden for de første 10 minutter.
Efter et kvarter var der igen ballade i hjemmeholdets ende. United kombinerede sig fornemt igennem, og kun en superredning fra John Ruddy afholdte Danny Welbeck fra at øge føringen.
En halv time inde i kampen begyndte Norwich at bide fra sig med en dobbeltchance. David de Gea fik flot reddet en 100 % chance før der blev sparket langt ude fra lige over mål.
United svarede igen ved Javier Hernandez i den anden ende, men heller ikke han kunne sparke den forbi Norwich-keeperen.
Norwich blev igen farlige lige efter, men David de Gea havde fået de rigtige handsker på i dagens anledning, og pillede et farligt hovedstød ned på overlegen vis.
Norwich havde fået etableret et jævnt pres på Manchester United da pausen nærmede sig, men gæsternes føring holdte til pausefløjtet.
Anden halvleg startede i et noget lavere tempo, og der blev længere mellem snapsene.
Første store chance tilfaldt udeholdet, da Danny Welbeck blev sendt i dybden. Angriberen forsøgte at chippe den over Ruddy, men et forsvar reddede den inden den hoppede ind.
Ryan Giggs var utrolig tæt på at score i sin kamp nr. 900 med 20 minutter igen, men overliggeren kom i vejen.
Med 10 minutter igen lavede Paul Scholes en sjælden fejl, da en aflevering landede i fødderne på Wilbraham, der tvang David de Gea ud i endnu en klasseredning.
På det efterfølgende hjørnespark udlignede hjemmeholdet. Grant Holt modtog den i feltet, og sendte den ind til 1-1.
Med fem minutter igen fik United to store chancer for at tage sejren. Først kom Michael Carrick alene igennem, og smed den på tværs til Ashley Young, der misbrugte chancen. Danny Welbeck skulle efterfølgende have headet den ind, men spidsen mistimede fuldstændigt.
Kort efter fik Welbeck muligheden igen, men det var bare ikke hans dag.
I overtiden kom den! Ashley Young fandt Ryan Giggs på bageste stolpe, og waliseren prikkede den ind til stor jubel for udeholdet.
Dermed blev de aldrende herrer Paul Scholes og Ryan Giggs dagens helte på Carrow Road.