Unge David de Gea fik en hård start på sin Manchester United-karriere, da han efter 13 aktive minutter som “Rød Djævel” måtte indkassere et mål fra Chicago Fires Cory Gibbs.
Det endte dog ganske lykkeligt for Manchester United, der vendte et truende nederlag til en 3-1-sejr i løbet af 30 minutter i anden halvleg. De Gea selv mener dog, at han skal have flere træningskampe i benene, før han vænner sig til den engelske spillestil.
“Jeg er stadig ny på holdet og ligaen, og det er et helt anderledes system end det i Spanien,” siger de Gea til goal.com.
“Det var min første kamp, og det er vigtigt, at jeg får nogle få mere, inden sæsonen starter.”
David de Gea havde seks fine redninger i sin debut. Den mest rutinerede mand på banen i nat, Ryan Giggs, var da også imponeret over de Geas første kamp.
“Ja, jeg synes, han spillede en god kamp,” siger Giggs.
“Hans boldfordeling var meget god, og han har selvtillid.”
Giggs, de Gea og resten af Manchester United spiller sin næste træningskamp natten til torsdag kl. 02.30. Her er det et allstars-hold fra Major League Soccer, der byder op til dans på Red Bull Arena i New Jersey.