De Gea: Valdes skal ikke erstatte mig

Victor Valdes er ikke blevet hentet til Manchester United for at afløse David de Gea, der rygtes til Real Madrid. Sådan lyder det fra sidstnævnte.

David de Gea forsøger nu at tale spekulationerne om, at han er på vej til Real Madrid ned. 

I hvert fald slår den 24-årige spanier over for The Telegraph fast, at hans landsmand Victor Valdes ikke træner med i Manchester United for at blive hans langsigtede afløser. 

– Ja, min kontrakt udløber i 2016, men de har ikke hentet ham pga. det, siger de Gea og fortsætter. 

– Victor har haft en svær skade, han var gennem en svær tid, og chefen kender ham godt og har givet ham muligheden for at komme tilbage. 

David de Gea er tvivlsom til lørdagens brag mod Arsenal, efter han skadede sin ene finger under en landsholdstræning med Spanien. 

Ifølge Marca tyder alt dog på, at den tidligere Atlético Madrid-spiller når at blive klar til weekenden. 

Men selv hvis de Gea må sidde over, bliver det ikke Victor Valdes, der kommer til at vogte buret i hans fravær. 

– Victor træner i Manchester, men han er stadig ikke kommet sig 100 pct. over sin skade. Når han er helt klar, begynder han at træne med os, men i øjeblikket træner han ikke i målet med os andre, siger de Gea. 

United gæster Emirates på lørdag klokken 18:30. 

Forrige artikel

United-trio nærmer sig skadescomeback

Næste artikel

Everton: Rooney er velkommen

ANNONCE