De kan få debut mod Crystal Palace

En række unge talenter kan få debut i morgen mod Crystal Palace, vi ser her nærmere på talenterne.

Al fokus er rettet på onsdagsn finale i Stockholm, hvor United og Ajax brager sammen i Europa League. Derfor sparer Jose Mourinho også en lang række spillere i morgendagens kamp mod Crystal Palace, hvilket giver muligheden for en række unge talenter.

Axel Tuanzebe har fået spilletid i de tre seneste kampe, og forventes også at starte inde i morgen på Old Trafford mod Sam Allardyces mandskab. Vi ser her nærmere på Tuanzebe og resten af talenterne, der kan få chancen i morgen. For det kan godt være, at der ikke er det store på spil i morgen på Old Trafford, men det at give unge talenter chancen er i klubbens DNA, og det er altid en fornøjelse at se de unge talenter få chancen på den største scene af dem alle.

Joel Pereira
Mourinho sagde tidligere på måneden, at Joel Pereira er et af de største målmandstalenter pt, og han regner med, at 20-årige Pereira vil være førstevalg for Portugal inden længe.

Pereira var udlånt til Belenenses i den bedste række i Portugal i efteråret, og gjorde det fremragende. Han skulle være jagtet af Benfica, hvor keeper Ederson forventes solgt i løbet af sommerpausen. Pereira selv er klar til at gribe den chance han formentlig får i morgen mod Crystal Palace, “Jeg træner hårdt, og er klar til at gribe chancen med begge hænder. Det var en drøm der gik i opfyldelse mod Wigan, og jeg arbejder hårdt for at få flere oplevelser som den”, siger keeperen i følge Manchester Evening News.

Kieran O’Hara
21-årig keeper, der allerede har været udlånt en række gange og spillet førsteholdsfodbold i Morecambe, Stockport, Trafford og Fylde. Han fik debut for det irske u21-landshold i efteråret, efter tidligere at have været med omkring de engelske ungdomslandshold.

Han er en stor og stærk keeper, der fylder godt i landskabet. Han ventes at sidde på bænken i morgen mod Crystal Palace, mens Pereira får chancen fra start.

Axel Tuanzebe
Han har gjort det glimrende i de seneste tre kampe. Først som højreback på Emirates, hvor han fuldstændig pakkede Alexis Sanchez væk, og siden på den centrale midtbane mod Spurs og Southampton.

Egentlig bedst i det centrale forsvar, men Mourinho ønsker at give ham erfaring via andre positioner, for på den måde dels at gøre ham klar til fast spilletid, og dels udvikle andre dele af Tuanzebes spil.

Han er en leder, fremragende i opspillet med bolden i fødderne, hurtig og læser spillet godt. Eneste svaghed er luftspillet. Netop kåret som årets spiller på u23-holdet, og vandt for to år siden prisen som årets spiller på u18-mandskabet.

Demetri Mitchell
Ventes at starte inde som venstreback, efter at have siddet på bænken i kampene mod Spurs og Southampton. 20-årige Mitchell er først i denne sæson blevet omskolet til venstreback, eftersom der ganske enkelt ikke var andre alternativer til denne position.

Han har dog grebet chancen, og udviklet sig stærkt som back. Han er ekstremt hurtig, udfordrende i sit spil og er en moderne back der elsker at gå med frem. Tidligere var han kantspiller og scorede en del mål, inden skader ødelagde lidt af hans sæson sidste år. Han har altid været en af de spillere med størst forventninger til i klubben, og var med til at vinde u17-EM i 2014 med England.

Scott McTominay
20-årig box-to-box midtbanespiller, der fik debut for få uger siden i kampen mod Arsenal, hvor han fik de sidste ti minutters tid på grønsværen. Han har udviklet sig voldsomt det seneste års tid, efter han i nogle år døjede en del med skader grundet vækst.

Nu er han ved at være udvokset, og er en stor stærk spiller på midtbanen. Han har i manglen af almindelige angribere ofte spillet helt fremme for u23-holdet, hvilket har forbedret hans offensive kvaliteter og evnen til at komme med i feltet på rette tidspunkt.

Angel Gomes
Juvelen i Uniteds akademi pt. 16 årige Gomes blev fornylig kåret som årets spiller på u18-holdet, og er den yngste vinder af denne pris nogensinde. Får Gomes debut på søndag mod Crystal Palace, er han den yngste spiller i United siden legendariske Duncan Edwards.

Egentlig burde han slet ikke være til rådighed, da han var udtaget til det engelske u17-landshold, der i går aftes vandt sølv ved EM i Kroatien. Men skader har ødelagt de sidste par måneder af sæsonen for Gomes, der ellers har scoret og lagt op til mål på samlebånd i år for u18-holdet.

Han regnes for et af de største talenter i europæisk fodbold, og er teknisk i en klasse for sig selv. Han er hurtig på fødderne og er ganske enkelt en fornøjelse at se på en fodboldbane. Han har endnu ikke spillet for u23-holdet, men er så dygtig at det blot er et spørgsmål om tid før han har Old Trafford og andre store stadions som sin legeplads.

Matthew Willock
Har siddet på bænken nogle gange i de seneste uger, og ventes langt om længe at få chancen i morgen. Fysisk stærk spiller, der også er ganske ok teknisk. Box-to-box spiller, som dog har styrkerne i den defensive del af spillet. Det offensive er blevet bedre de seneste år, hvor der også er begyndt at komme mål på kontoen.

20-årige Willock var ellers afskrevet i Arsenal, hvor hans to brødre fortsat er på kontrakt, men United så potentialet i ham. Siden skiftet til Old Trafford har han blot bygget på for hver kamp der er gået, og er en af de bærende kræfter på u23-holdet.

Joshua Harrop
En sammenligning med Iniesta er ikke helt ved siden af. Dermed ikke sagt, at Harrop nogensinde når op på niveau med den elegante spanske profil. Men måden de spiller på og bevæger sig på minder om hinanden.

21-årige Harrop fik ødelagt en del af sidste sæson med skader, men er vendt stærkt tilbage i denne sæson. Scorer en del fra sin plads på midten eller lidt til den ene af siderne, og skaber en række chancer med sin gode teknik og blik for spillet. En meget spændende spiller, der senest scorede hattrick for u23-holdet i sidste uge.

Zachary Dearnley
Lidt en overraskelse at Dearnley er med i truppen i morgen. Den 19-årige kantspiller døjede i efteåret med skader, men har gjort det godt for u18-holdet i efteråret. Han har fået en del spilletid som central angriber, men er bedst på den ene af kanterne.

Han har masser af fart i støvlerne, godt blik for at skabe chancer og selv komme med i feltet. Der har altid været store forventninger i klubben til Dearnley, som har vist god form her mod slutningen af sæsonen, hvilket nok også er grunden til han er med i morgen mod Palace.

Foruden de nævnte, vil også unge Timothy Fosu-Mensah spille i morgen, efter hollænderen er blevet klar igen efter en skulderskade. Fosu-Mensah har knoklet for at blive klar igen, så han kan være i spil til næste uges finale mod hans tidligere klub Ajax.

Husk på, det er ikke sikkert de alle vil spille den store rolle i fremtiden i United, men bak dem op og støt dem i deres største kamp til dato.

Savner du fornuftig diskussion og snak om Manchester United?

Opret dig gratis på debat.oldtrafford.dk

Forrige artikel

Kluivert vil ud af faderens skygge

Næste artikel

Zlatan poster Instagram video: Klar til finalen

ANNONCE