Manchester Uniteds hold mod Ajax Amsterdam i morgen kommer til at bestå af unge spillere. Det siger Sir Alex Ferguson ifølge klubbens hjemmeside.
“De Røde Djævle” har en føring på 2-0 med i bagagen for kampen i Holland, og selvom Sir Alex ikke forventer en let kamp, så løftede han på dagens pressemøde sløret for en stor del af holdopstillingen til Europa League-opgøret:
“Der er mange spillere, der trænger til at spille kampe, fordi de ikke har været med på det seneste. Nani, Ashley Young, Javier Hernandez, Tom Cleverley og Chris Smalling trænger alle til at spille, og det kommer de til i morgen, uanset hvordan jeg så skal få dem passet ind i startopstillingen. Derudover skal vi have lidt erfaring ind på banen også,” siger Ferguson.
Også franske Paul Pogba, som klubben – ifølge medierne – desperat forsøger at holde på, er i spil til en rolle i opgøret, fortæller Fergie:
“Det er en mulighed, men det kommer an på, hvordan resten af holdet ser ud.”
En spiller, der helt sikkert ikke er med, er Wayne Rooney. Ifølge manageren skulle stjerneangriberen sidde ude med ondt i halsen.
“Han har virkelig ondt i halsen. Der var lidt problemer i Amsterdam, og derfor gav vi ham medicin, men det er blevet værre. Han har ligget i sengen henover weekenden og kom først til træning i dag,” siger Ferguson ifølge FourFourTwo.
Klubbens læger skulle arbejde hårdt for at få Rooney klar til weekendens opgør mod Norwich på udebane.