Det var ikke fordi United imponerede i første halvleg. Charlton syntes umiddelbart at have mere krudt i støvlerne end hjemmeholdet, og derfor kunne der heller ikke indvendes meget imod, at det var London-gæsterne, der gik i kabinen med føringen.
Den blev skabt efter 22 minutter på et kontraangreb og holdt altså til pausen. Men så gik den heller ikke meget længere for aftenens gæster på Old Trafford, og det var i nogen grad deres egen skyld. Lille, hurtige Fabien Brady nettede således efter en forsvarsfejl i The Addicks´ defensive rækker til 1-1 efter tre minutters spil af anden halvleg.
Det gav Paul McGuiness unge et skud selvtillid, en selvtillid der blev større og større som uret nærmede sig de 90 minutter. Til sidst gav troen på egne evner bonus for United, der havde heldet på sin side, da Frazier Campbell med godt ti minutter tilbage trykkede af. En Charlton-forsvarer fik nemlig blokeret, men bolden ramte så skævt ind på Charlton-manden, at den foruden at blokere også gik i en lumsk bue over egen keeper.
2-1 til United, et resultat der holdt tiden ud. Det betyder, at der er lagt op til lokalderby på ungdomssiden i Youth Cuppens kvartfinaler. Det kræver, at Manchester City besejrer Nottingham Forest, eftersom det er vinderen af den dyst, der er kvartfinaleforhindring for United.