Udineses 20-årige kantspiller, Alexis Sanchez, er i flere omgange blevet sat i forbindelse med et skifte til flere af de største europæiske klubber, heriblandt Manchester United. Den hurtige tekniskstærke fløj bliver sammenlignet med Cristiano Ronaldo i hans hjemland, og har i denne sæson fået en masse spilletid for Udinese, hvor han er elsket af fansene for sin flamboyante og frække spillestil.
Mens Cristiano Ronaldo synes tabt for mestrene, kunne Alexis Sanchez i mellemtiden score to elegante mål i VM-kvalifikationen for Chile. For Chile bærer han den prestigefyldte trøje med nummeret 7 bagpå, hvilket han muligvis kan komme til for Manchester United, hvis man skal tro The Daily Mail.
Chiles træner Marcelo Bielsa roser stortalentet således efter kampen: ”Drengen dedikerer alt til sit spil, og derfor er han så succesfuld i italiensk fodbold.”
Udinese får svært ved at holde på deres guldfugl til sommer, der først kom til klubben fra argentinske River Plate i 2008.