Dommere udpeget til ugens to opgør

Læs hvilke to dommere der skal dømme Manchester Uniteds kampe mod henholdsvis Galatasaray og Liverpool denne uge.

51-årige Mark Halsey er blevet udpeget til at dømme det svære opgør på søndag mellem Liverpool og Manchester United.

Opgøret er ventet i spænding oven på en uge, hvor den meget omtalte Hillsborough-rapport kom frem, og det samtidig bliver første gang, at Luis Suarez og Patrice Evra igen kan stå over hinanden efter det manglende håndtryk sidste år.

Mark Halsey er en erfaren herre med 263 Premier League-kampe bag sig og dømte tilbage i januar opgøret mellem de to ærkerivaler i FA Cuppen. Et opgør som Manchester United tabte 2-1.

Tysk dommer i Champions League-opgør

UEFA har samtidig offentliggjort tyske Wolfgang Stark som dommer i onsdagens Champions League-opgør mod Galatasaray. 

Den bayerske dommer er 42 år og har dømt over 40 Champions League-kampe gennem årene. 

Han er samtidig hjemmevant i rollen som dommer i et opgør som dette. Han var nemlig ligeledes dommer, sidst Manchester United spillede i Tyrkiet. Det var i 2010 mod Bursaspor. En kamp, der endte 3-0 til Manchester United.

Tilbage i 2011 udviste han i en landskamp Wayne Rooney, men roste efterfølgende den engelske stjernes reaktion på udvisningen.

Det er syvende gang i karrieren, at Wolfgang Starck skal dømme Manchester United.

 

Previous Article

Eric Cantona hædres i Monaco

Next Article

Optakt: Manchester United - Galatasaray

ANNONCE