Manchester United løb ind i deres anden uafgjorte kamp ud af lige så mange spillede i Champions Leagues gruppespil tirsdag aften på Old Trafford.
Danny Welbeck havde gjort det til 1-0 og 2-0 efter oplæg af Ryan Giggs på trods af usikkerhed i Uniteds bagerste rækker. Men FC Basel gik ud til anden halvleg med tro på, at holdet kunne få point på Old Trafford – og det gjorde schweizerne alvor af.
Det betød, at det schweiziske mesterhold kom på 2-2, efter United-spillerne glemte alt om koncentration og og markeringer i de Geas forsvarsfelt.
FC Basel kom også foran 3-2 på straffespark i det 76. minut, da Valencia ifølge kampens dommer begik en ulovlighed i feltet.
Manchester Uniteds manager, Sir Alex Ferguson, mener dog, at straffesparkskendelsen var forkert.
“Jeg mener ikke, der var straffespark. Du kan se meget tydeligt, at Valencia vandt bolden. Det var en dårlig dom,” sagde Ferguson ifølge Manchester Evening News.
Italienske Paolo Tagliavento, der var dommer i aftenens kamp på Old Trafford, løb også flere gange i vejen for Manchester Uniteds spil.
“Dommeren blev ved med at løbe i vejen i kampen. Jeg tror, han ville spille med. Men hvad kan man gøre?” sagde Ferguson om den italienske dommers uheldige placeringsevne.