Manchester United har for vane at leje deres unge spillere ud til hold i de lavere rangerende rækker. Dette er også tilfældet for 20-årige Danny Drinkwater, der netop er blevet lejet ud til Cardiff City i The Championship.
Den talentfulde midtbanespiller, der tilbragte sidste sæson på lån i Huddersfield, nærer dog stadig håb om en fremtid i Manchester United.
”Jeg ville elske at spille for Manchester United, og hvis tingene udvikler sig, som jeg håber på, er jeg sikker på, at det kan lade sig gøre,” udtaler englænderen med flere U18- og U19-landsholdskampe på CV’et ifølge Walesonline.co.uk, før han fortsætter.
”Men jeg ved, at det bliver svært. Selv under træning viser Paul Scholes og Michael Carrick, at de er nogle af de bedste midtbanespillere overhovedet.”
Drinkwater har kun været oppe omkring Uniteds førstehold en enkelt gang, da han var med på bænken i Manchester Uniteds sidste kamp mod Hull City i 2008/2009-sæsonen.