Oprykkerne, der har overrasket alle, har i de seneste to kampe været gæster på Anfield og Stamford Bridge og afslutter nu trioen af udebanekampe mod United – som man aldrig nogensinde har mødt før.
United får til mødet med Paul Jewells drenge Ruud van Nistelrooy tilbage fra karantæne, mens Wes Brown forventes at afløse tvivlsomme Mikael Silvestre i hjertet af centerforsvaret. Undgår United nederlag vil det være tiende gang på Old Trafford i træk i alle turneringer.
Wigan, der spiller ligakamp nummer 200 under succesmanageren Paul Jewell, kan formentlig råde over klubbens hollandske veterananfører Arjen de Zeuw igen. Midterforsvaren missede weekendens nederlag i det vestlige London, men er formentlig igen klar til at line op lige foran keeper Mike Pollitt, der blev skrottet som ungdomsspiller på Old Trafford.
Kampens dommer er Alan Wiley, og man må sandt at sige håbe, United har en smule mere held i sprøjten end i den hidtil eneste kamp i denne sæson med Wiley som bedømmer. Wiley havde nemlig æren af at fløjte i Uniteds afklapsning i Middlesbrough i oktober.