Endelig sejr i Chelsea-managers debut?

Den 23. september 2007 bliver forhåbentlig dagen, da United bryder en kedelig tradition: Pointtab til Chelsea, når London-klubben giver debut til en ny…

Den 23. september 2007 bliver forhåbentlig dagen, da United bryder en kedelig tradition: Pointtab til Chelsea, når London-klubben giver debut til en ny manager.

De seneste to Chelsea-managere, Claudio Ranieri og José Mourinho, fik således begge debut mod United – og desværre med succes.

Ranieri stod for første gang i spidsen for Chelsea d. 23. september 2000, da United og Chelsea i Manchester spillede 3-3 i en medrivende og seværdig forestilling. Scholes, Sheringham og Beckham nettede for United, mens Hasselbaink og Flo, der scorede to, sikrede Chelsea det ene point på “Drømmenes Teater.”

Den 15. august 2004 gik det endnu værre for United. Debuterende Mourinho førte nemlig sit Chelsea-hold til en 1-0-sejr over et meget ineffektivt United-hold, der dog havde fortjent det ene point. Eidur Gudjohnson satte den afgørende scoring ind.

I dag tørner de to klubber som bekendt sammen igen, og her formår United forhåbentlig at sætte en stopper for nye Chelsea-manageres vane med at stjæle point fra “The Red Devils.”

Sidste sæsons møde på Old Trafford endte 1-1. Luis Saha bragte værterne foran, mens Ricardo Carvalho – godt hjulpet på vej af Saha – noterede sig for det udlignende mål. Der er kick-off kl. 17.00, og kampen vises på Canal+ Sport1.

Forrige artikel

Se United-Chelsea med mange andre danske United-fans

Næste artikel

Brown vil slutte i United

ANNONCE