(Michael Regan/Getty Images)
Rio Ferdinand var kontant i sin afvisning, da han blev adspurgt, om Mohammed Salah ligger øverst i Premier Leagues spillerhieraki.
– Ingen chance. Han er ikke foran Ronaldo eller Henry, lød meldingen fra den tidligere midterforsvarer til TNT Sport.
Det er på trods af, at egypteren har gang i karrierens bedste sæson med 25 mål og 16 assists indtil videre. Efter både mål og assist mod City i weekenden, er han nu blot tre målinvolveringer fra at slå Erling Haalands rekord på 44 af slagsen.
Tilmed har Salah med sine 182 Premier League-scoringer forbipasseret både Ronaldo og Henry, der hver især har nettet 103 og 175 i den bedste engelske række.
Alt tyder også på, at Salah snart udligner Henry’s to PL-trofæer og rykker én tættere på Ronaldos tre.
Men for Rio er det ikke altid tallene, der afgør, hvem der er bedst.
– Statistisk set og med henblik på konsistens er han (red. Salah) med i samtalen, helt sikkert top tre, men når det kommer til nogen, der begejstrer mig – en éner – er det dét, der gør dem til det bedste for mig.
Med i studiet er Peter Crouch. For ham har Salah overhælet Ronaldo i Premier League-regi.
– Jeg ville gå med Ronaldo, for det han opnåede senere, men jeg vil sige, at Salah har overgået Ronaldo i Premier League, lød det fra gamle målræv.
Skotske Ally McCoist var sidste mand ved mikrofonen, og han bragte et nyt navn på banen.
– Alan Shearer skal med i ligningen, men også Henry. Når alt kommer til alt, er det et spørgsmål om personlige holdninger, indskød skotten.