Evans: Indimellem skal dommerne også besejres

Det er efterhånden en kendt sag, at Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson gerne lufter sine, ofte negative, tanker omkring dommerstanden i Premier…

Det er efterhånden en kendt sag, at Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson gerne lufter sine, ofte negative, tanker omkring dommerstanden i Premier League. Men Ferguson, der i denne uge fik en dom for at kritisere Alan Wiley efter 2-2-kampen mod Sunderland i sidste måned, bliver nu suppleret i sine udtalelser af “de røde djævles” nordirske forsvarsspiller Jonny Evans.

“Vi har det normalt ganske godt med dommere. Jeg tror, der er mange hold, der forsøger at påvirke dommernes præstationer, men jeg mener ikke, det er tilfældet med Manchester United,” siger Jonny Evans til Sky Sports News.

“Jeg synes, vi prøver at spille fair, og der er ikke mange af os, der ville rulle rundt og forsøge at snyde.”

Evans mener, at det måske kan være svært for nogle spillere, når de tætte dueller falder ud til modstanderens fordel:
“Ofte er det 50-50-beslutninger, hvor du håber, at dommen falder til din egen fordel. Men det er ikke rigtigt gået vores vej på det seneste, og jeg tror, det er dét, der måske har været nedslående for nogle af gutterne. Men sådan er fodbold,” siger han.

“Indimellem er man nødt til også at besejre dommeren, og det er, hvad vi skal ud og forsøge at gøre.”

Forrige artikel

Vidic vil vinde flere trofæer med United

Næste artikel

Fletcher nedtoner skade

ANNONCE