Evra: Armbåndet er ikke det vigtigste

Den tidligere franske landsholdskaptajn mener, at det er en stolthed og en ære at bære anførerarmbåndet, men det er ikke det vigtigste

Det er ikke kun på banen, at der er kommet ro på det franske landshold. Efter at have mistet sit anførerbånd for fire år siden, er Patrice Evra igen fast mand på landsholdet. Dette, selvom han var en ledende figur i det daværende spilleroprør. 

Dengang blev Evra frataget sit ansvar som kaptajn for det franske landshold, og han var i en periode ude i kulden. Men i modsætning til Manchester Citys Samir Nasri, er Uniteds midlertidige anfører tilbage i varmen på et fransk landshold, der klarer det godt til VM. Og det er det vigtigste.

– Hugo Lloris er kaptajnen. Jeg er kaptajn i min klub, og det er nok for mig, sammen med at spille i venstresiden på det franske landshold. Jeg behøvede ikke armbåndet for at udføre mit arbejde i omklædningsrummet eller på banen, har franksmanden udtalt ifølge The Guardian.

– Det er smukt at være kaptajn. Det er ærefyldt. Men det er ikke den vigtigste ting, slutter Evra, som dog ikke forventes at forblive kaptajn for Manchester United, når Louis van Gaal tiltræder.

Patrice Evra har spillet i tre ud af fire kampe for Frankrig til VM, og alle kampene er blevet til sejre. Det ventes også, at han spiller, når Frankrig fredag aften spiller den vigtige kvartfinale mod rivalerne fra Tyskland.

Den franske venstreback har spillet i alt 460 professionelle kampe i sin karriere, heraf 60 for landsholdet. Før slutrunden blev det bekræftet, at han forlængede sin aftale med Manchester United i yderligere et år.

Forrige artikel

Iniesta: Van Gaal vigtig for min udvikling

Næste artikel

Rygter: United jagter forsvarstrio

ANNONCE