I seks år var Edwin van der Sar en usvigelig sikker ankermand for Manchester United, og hollænderen spillede en afgørende rolle i klubbens succes.
Nu skal spanske David de Gea overtage det tunge hverv som førstekeeper i United, og Patrice Evra opfordrer de Gea til at være på dupperne fra start.
“David er en god keeper, som vil få en varm velkomst i klubben. Jeg er stadig ked af Edwins farvel, men vi må forholde os til, at David er fremtiden. Det er ikke lige til at erstatte van der Sar, men David vil få de chancer, han har brug for. Han skal bare give sig 100 procent hver dag, han spiller nu i verdens største klub” siger Evra til MUTV.
David de Geas overgangssum er ikke offentliggjort, men det menes at den 20-årige U21-landsholdskeeper er verdens næstdyreste.