Torsdag eftermiddag var David Gill ifølge Skysports til forhandlinger i det fine fyrstedømme, som flere tabloidmedier også mente at vide tidligere på dagen.
Ifølge Federico Pasterello, agent for Evra, er aftalen på vej mod at finde dens afslutning. Der mangler endnu at falde et par detaljer på plads, men i starten af næste uge skulle vinterens andet United-indkøb være klar for præsentation.
“Vi havde et møde på mit kontor mellem os, Monaco og United, og det gik ganske godt. Jeg vil mene, det er 75 procent afsluttet nu. De sidste detaljer formodes at komme på plads i løbet af weekenden, og mandag håber jeg at det hele er i orden,” udtaler agenten.
Samtidig slår Pasterello fast, at der kun er Manchester United tilbage som mulighed for at blive kommende arbejdsgiver for den stærke back. Inter har nemlig ingen interesse, selvom italienerne gerne så en forhåndskontrakt lavet med Evra nu, så han kan skifte efter VM.
“United har været hurtigere ved havelågen. Det har fascineret Evra og overbevist ham om, at Manchester er stedet for ham. Inter var heller ikke for alvor klar til at hoste op med det, Monaco forlanger, men hvorom alt er, så tror jeg Patrice havde taget den samme beslutning uanset.”