Marouane Fellaini er på vej til kinesiske Shandong Luneng på transfervinduets sidste dag.
Sådan skrev OldTrafford.dk og de fleste andre medier i går – men her, fredag den 1. februar, er det stadig ikke officielt. Det virker dog som om, at det er et spørgsmål om tid – det kinesiske transfervindue er åbent i en måned endnu.
På sit ugentlige pressemøde fredag formiddag, blev Ole Gunnar Solskjær spurgt, hvilke snakke han har haft med Fellaini, inden salget til Kina.
– Intet er bekræftet endnu, så det bliver selvfølgelig mellem mig og ham, hvad vi har snakket om. Men vi har haft gode samtaler. Han har været skadet, så det har vi selvfølgelig snakket om. Men intet er bekræftet endnu, så jeg kan ikke sige mere, svarede Solskjær.
Eftersigende er Marouane Fellaini rejst til Kina for at forhandle kontrakten på plads. Det kinesiske transfervindue er åbent indtil den 28. februar, så der er god tid til at få det hele på plads.