Fem træneremner og et wildcard

Ruben Amorim er fortid i United. Darren Fletcher tager over på kort sigt, mens Ole Gunnar Solskjær ligner en favorit til at tage over for resten af foråret. Men hvad med derefter? Vi diskuterer nogle emner her.

Foto: Warren Little/Getty Images

I aften skal Darren Fletcher lede et decimeret United-hold til sejr mod Burnley.

United har i denne sæson spillet ni kampe mod hold, der har ligget på 13. pladsen eller derunder. Her er det kun blevet til én sejr, nemlig 4-1 sejren på Molineux i december.

Alligevel synes fans at forvente, at United får en sejr med sig fra Turf Moor. Nu er Ruben Amorim jo ude, og Fletcher skal nok få holdet til at levere godt, som de jo plejer at gøre under tidligere spillere i rollen som caretaker.

I mandagens podcast tales der også om det såkaldte “manager bounce”. Der er i øvrigt link til udsendelsen nederst i denne artikel.

Det var jo også det, der skete under Ruud van Nistelrooy med tre sejre og en uafgjort. Michael Carrick med to sejre og en uafgjort i sin tid. Samt under Ole Gunnar Solskjær, der tog alle med storm og siden blev ansat permanent.

Nordmanden ligner nu også en favorit til at tage over frem til sommer, og det rygtes, at han skriver under på fredag.

Det forventes dog ikke, at han eller andre tidligere United-spillere kommer til at være en permanent løsning. Klubben vil formentlig finde en anden cheftræner fra og med sommeren 2026.

Flere navne nævnes nu på rygtebørsen i den anledning. Vi diskuterer en håndfuld af de nævnte emner herunder og bringer selv en sjette kandidat i spil.

Nummer 1 – Oliver Glasner, Crystal Palace

Oliver Glasner er i flere medier nævnt som Ineos’ favorit til at overtage. Ralf Rangnick, som selv var caretaker i 2022, har også peget på sin landsmand som den bedste kandidat.

Glasners resultater taler da også for sig selv. Med Wolfsburg vandt han en 4. plads i Bundesligaen, deres bedste placering siden 2015.

Med Eintracht Frankfurt vandt han Europa League, inden Crystal Palace vandt både FA Cup og Community Shield med ham ved roret.

Oven i købet med finalesejre mod Uniteds to store rivaler, Manchester City og Liverpool. Med en klub, der aldrig før har vundet trofæer i denne kaliber.

Glasner har desuden kontraktudløb til sommer og har ikke ønsket at forlænge på Selhurst Park. Manchester United er derfor et sandsynligt skridt for den 51-årige østriger.

Det taler dog imod Glasner, at han foretrækker 3-4-2-1 systemet, hvilket syntes at være en katalysator for samarbejdsvanskelighederne mellem Ruben Amorim og Uniteds sportslige ledelse.

Det virker derfor absurd, hvis Ineos går ud og ansætter en ny cheftræner, der heller ikke vil tage udgangspunkt i den firebackkæde, som de synes at foretrække.

Derudover er Glasner en træner, som ikke har noget imod at lade modstanderne have bolden mest. Derfor synes han ikke at være en oplagt kandidat i United, hvis mål bør være at være dominerende på bolden. I hvert fald på sigt.

Nummer 2 – Marco Silva, Fulham

Marco Silva blev ansat i Hull City den 5. januar 2017, hvilket nu er ni år siden. Herefter kom han til Watford og Everton, inden han i sommeren 2021 fik sin nuværende stilling i Fulham.

De har nu spillet 208 kampe under ham og har et pointgennemsnit på 1,56. 95 sejre, 39 uafgjorte og 74 nederlag. 377 mål for. 309 mål imod. Her skal det dog siges, at hans første sæson var i Championship, som de vandt foran Bournemouth. Og det skønmaler naturligvis billedet en smule.

Uniteds to seneste trænere er kommet fra hollandsk og portugisisk fodbold, hvor de præsterede flot. Ingen af dem har dog holdt længe på Old Trafford, og derfor må Premier League-erfaring forventes at stå højt på ønskelisten hos Ineos.

Dén har Marco Silva, og derudover spiller han typisk med en firebackkæde. Han kan dog også være fleksibel og spille med tre i forsvaret, hvilket eksempelvis var tilfældet i deres seneste kamp, som endte 2-2 mod Liverpool.

I forhold til trofæer har 48-årige Marco Silva vundet den næstbedste række i England og Portugal, mens han også har vundet den portugisiske pokalturnering. Derudover har han sikret et suverænt græsk mesterskab med Olympiacos med hele 30 points ned til nummer to.

Det er dog stadig en træner, som endnu ikke har erfaring fra øverste hylde, selvom 10., 13. og 11. pladser med en klub som Fulham ikke er så tosset igen. I skrivende stund er de nummer 11 før aftenens kamp mod Chelsea.

Som det er tilfældet med Oliver Glasner, har Marco Silva også kontraktudløb med udgangen af denne sæson. Derfor ligner han også en mand, der er klar til at tage det næste skridt i sin karriere.

Nummer 3 – Andoni Iraola, Bournemouth

Næste skud på stammen er 43-årige Andoni Iraola, som ligesom de to førnævnte også har kontraktudløb til sommer.

Han kom til Bournemouth i sommeren 2023 og har siden hentet 1,37 points per kamp gennem 108 optrædener for den sydengelske klub.

Iraola var nok et varmere emne i oktober, end han er lige nu. Efter et nederlag i sæsonåbneren mod Liverpool var de ubesejret i deres næste otte ligakampe og lå på en fornem 3. plads i Premier League.

Dette var til trods for markante afgange i form af Milos Kerkes (Liverpool), Dango Ouattara (Brentford), Ilya Zabarnyi (PSG) og Dean Huijsen (Real Madrid) for en samlet pris på 215 millioner euro ifølge transfermarkt.

Virkeligheden har da også ramt Bournemouth siden den flotte sæsonstart, og de har nu ikke vundet i 11 kampe i træk og ser nu også ud til at skulle sige farvel til Antoine Semenyo, der meldes på vej til Manchester City.

Selvom han ikke har fået lette betingelser, er det en bekymrende form, hans hold befinder sig i. Dette er han nødt til at rette op på, før han kan blive aktuel i en klub som Manchester United.

Nummer 4 – Francesco Farioli, FC Porto

Den 36-årige italiener udførte – næsten – mirakler i Ajax i 2024/25-sæsonen. Klubben var kun blevet nummer fem i den foregående sæson og havde endda været nede på 10. pladsen midtvejs i sæsonen.

Francesco Farioli kom nu til og fik Ajax tilbage til toppen, hvor de faktisk havde ni points forspring til PSV med kun fem kampe tilbage. Ajax snublede dog på målstregen og vandt ikke en eneste af dem. Og så skiftede han i stedet til FC Porto.

Her fører han ligaen suverænt med 16 sejre og en uafgjort i kun 17 kampe. Og han gør det oven i købet med en 4-3-3 formation.

Han er dog meget ung, og med succes fra den hollandske og portugisiske liga er han vel næsten en sammensmeltning af Uniteds to seneste cheftrænere, Erik ten Hag og Ruben Amorim.

Ineos tør nok ikke gå denne vej og må forventes at prioritere Premier League-erfaring, hvilket de også har gjort med spillerindkøb som Matheus Cunha og Bryan Mbeumo.

Som nyansat i sommers har han også kontrakt indtil sommeren 2027, så Manchester United skal betale, hvis de vil have ham før det.

Nummer 5 – Roberto De Zerbi, Olympique Marseille

En anden italiener, Roberto De Zerbi, som også tidligere har været kædet sammen med United, dengang han var manager i Brighton.

Her førte han den sydengelske klub til en 7. plads i Premier League, deres bedste placering nogensinde. Han er også kendt for at spille med en firebackkæde og masser af fart over kanterne.

Han forlod dog klubben i sommeren 2024 efter gensidig aftale, men forløbet op til fortæller en historie om, at han vil kunne komme i klemme, hvis han skulle arbejde under Uniteds nuværende ledelse.

Ved årsskiftet 2023/24 var Brighton hårdt ramt af skader, og klubben undlod at være aktive på transfermarkedet, hvilket De Zerbi udtalte en offentlig kritik imod.

Det medførte ikke en øjeblikkelig fyreseddel, men var medvirkende til, at han forlod klubben, da sæsonen var forbi.

Manglende opbakning på transfermarkedet og offentlig kritik af ledelsen synes også at have været medvirkende til Ruben Amorims afsked i Manchester United, og derfor kan det godt være, at De Zerbi vil være en risiko at ansætte i United, hvis ledelsen fastholder deres hidtidige strategi.

Med Marseille blev han nummer to i sin første sæson efter treble-vinderne fra PSG. I den nuværende sæson tabte man to af de tre første kampe, men kom stærkt tilbage og lå nummer et efter fem sejre i træk.

På det seneste har de dog igen tabt to af deres seneste tre kampe og må nøjes med en 3. plads i øjeblikket.

De Zerbi har ligesom sin ovennævnte landsmand kontrakt indtil sommeren 2027.

De uopnåelige

Derudover er der folk som Zinedine Zidane, Xavi og Luis Enrique, der kædes sammen med United. Måske mest af fans, der laver ønskelister i diverse kommentarspor.

De to førstnævnte er da også klubløse, mens Luis Enrique angiveligt har afslået en mulig kontraktforlængelse, fordi han ønsker en ny udfordring.

Jeg forestiller mig dog ikke, at Enrique er klar på udfordringen i Manchester United under en ledelse, som har lavet så mange fejl. Med ansættelsen og fyringen af Dan Ashworth, med forlængelsen og fyringen af Erik ten Hag og nu med Ruben Amorim.

Det er kun tre måneder siden, Sir Jim Ratcliffe udtalte, at portugiseren i hvert fald ville få tre år til at bevise sit værd. Og uanset hvad, der er op og ned i det hele, så har Ineos også haft en aktie i et temmelig uskønt forløb, der førte til mandagens fyring.

Zinedine Zidane kan efter sigende slet ikke tale engelsk og ligner altså heller ikke en hverken god eller realistisk løsning.

Derfor må Xavi være den mest sandsynlige af de tre nævnte. Han forstår da også om nogen, hvordan man får unge spillere ind på et hold med hele 15 akademidebutanter under hans tid i FC Barcelona.

Samtidig skulle han også tale godt engelsk. Han har dog ingen erfaring med Premier League, og det må alt andet lige tale imod.

Et wildcard

En træner, der ikke synes at blive diskuteret så meget, er Kieran McKenna, der blev U18-træner i United i 2016, hvorefter han blev assistent for både José Mourinho, Ole Gunnar Solskjær og Ralf Rangnick på førsteholdet.

I 2021 skiftede han til Ipswich Town, hvor han har været manager lige siden.

Traktordrengene lå dengang i den 3. bedste række, og McKenna førte dem nu til to oprykninger i træk.

Det lykkedes dog ikke at få de gode resultater med ind i Premier League. Her vandt man kun fire kampe og høstede klubbens værste pointhøst nogensinde i den bedste række.

Dette taler naturligvis imod en ansættelse af ham i en klub af Manchester Uniteds størrelse.

Dog er deres 19. plads og 22 points sammenlignelig med Burnleys 19. plads og 24 points fra året før. Og Burnley-træner Vincent Kompany er siden skiftet til Bayern, som fører Bundesligaen suverænt med 13 sejre og to uafgjorte i 15 kampe.

Fælles for Kompany og McKenna er, at de spillede offensivt og proaktivt, selvom de lå i bunden. Derfor passer de måske også bedre til en topklub, end til en klub, der kæmper for overlevelse og måske bedre kunne bruge en træner som Sean Dyche eller David Moyes.

Af de tre nedrykkere fra sidste sæson er det også Ipswich Town, der klarer sig klart bedst. Leicester ligger på 12. pladsen, mens Southampton er nede som nummer 15 i Championship. Til sammenligning ligger Ipswich på 3. pladsen og kan rykke direkte op igen.

Deres næste kamp er McKennas kamp nummer 200 som Ipswich-træner. Og måske er det ved at være tid til en ny udfordring. Han har dog kontrakt indtil sommeren 2028.

1 kommentar
  1. Pochetino og Thomas Thuchel mener jeg også bør nævnes i puljen.
    Pochetino synes jeg er et seriøst bud. Jeg ved at han er sydlænding ligesom Amorim. Men han virker anderledes moden og omfavnede i sin optræden. Han har også den ro der følger med at have bevist sit værd. Jeg synes han har format til Manchester United.

    Kierran McKenna er et bud jeg rigtig godt kan lide. Det er en rigtig god fortælling hvis man vælger ham og han lykkes. Jeg har indtryk af at han er dygtig og jeg tror han forstår Manchester United.

    De tre uopnåelige siger jeg stort nej tak til. ISÆR Xavi, som vil være mit værste mareridt. Han er et mysterie for mig. Den stille catalanske elegantiner på banen. Og så at se ham opfører sig som sådan en lille hidsig cirkusklovn efter han blev træner. Gruopvækkende. Ville give mig forfærdelige natterædsler hvis vi valgte ham.

    I bund og grund vil jeg nu bare glæde mig til at følge Ole og/eller Carrick. Og jeg vil følge dem ud fra den betragtning at jeg da synes de bør være alvorlige kandidater til det permanente job, hvis tingene begynder at tegne sig her i foråret.

    Spillestilen og troen på de unge og de lokale vejer højt hos mig, må jeg nok indrømme. Og så vil jeg gerne se en træner der passer ind i kulturen i Manchester United.

Skriv et svar
Forrige artikel

Startopstilling: Bruno tilbage i Fletchers første kamp

Næste artikel

Resumé: United formåede ikke at vinde på Turf Moor

ANNONCE