CarringDONG – Spiller Luke Shaws afløser allerede i Manchester United?

På Manchester Uniteds U18-hold løber der en lovende venstreback rundt, som banker på til førsteholdet. Han hedder Harry Amass.

OldTrafford.dk vil i den kommende tid have øget fokus på klubbens U18-hold, der buldrer af sted med 14 sejre i træk i U18-ligaen. Vi starter med at dykke ned i den spændende trup, hvor vi forsøger at identificere mulige kommende debutanter på Uniteds førstehold.

Og i lyset af Luke Shaws skade fokuserer vi i dag på den 16-årige venstre back Harry Amass, som har været en bærende spiller for U18 og kunne være et bud på en kommende debutant. Men hvem er han egentlig? Det kan du læse mere om herunder.

Harry Amass er et ret nyt ansigt i Manchester United. Han kom til fra Watford i august 2023, men har hurtigt etableret sig som en bærende spiller på Adam Lawrences succesfulde U18-mandskab.

Amass deltog ikke i sæsonens første tre kampe i forbindelse med klubskiftet, men han er startet inde i 12 af de efterfølgende 13 kampe og har spillet fuld tid i 10 af dem.

Og med 1 mål og 3 assists er han ikke til at komme udenom, når vi forsøger at identificere den næste unge spiller, der kan tage springet fra akademiet til førsteholdet.

Navn: Harry Amass

Født: Den 16. marts 2007 i London

I klubben siden: August 2023, kom fra Watford

Vejen til førsteholdet

Når man skal prøve at sætte navn på klubbens næste debutant, er det ikke kun talentet, der er afgørende. Spillerens position kan være mindst lige så vigtig, som da Willy Kambwala fik debut mod West Ham, fordi man havde mange skader i midterforsvaret.

Og lige præcis hér har Harry Amass en fordel i at spille venstre back, som netop er en enormt udsat position for Man United i denne sæson.

Tyrell Malacia var ude med en skade i hele efteråret og er det stadig. Sergio Reguilón er returneret til Tottenham før tid. Luke Shaw er nu skadet og meldt ude i en længere periode. Og sidst, men ikke mindst, så er Álvaro Fernández udlånt til Benfica, ligesom han i efteråret var udlånt til Granada.

Derfor har flere spillere taget tur til at spille venstre back i denne sæson, selvom det har været en uvant position for dem. Her kan Victor Lindelöf og Sofyan Amrabat nævnes som eksempler.

Denne virkelighed er kun med til at fremhæve Harry Amass som en mulig debutant, frem for eksempelvis en offensiv midtbanespiller, når nu Bruno Fernandes ikke synes at være fraværende særlig ofte.

Den nye Luke Shaw?

Selvom han spiller en skadesramt position, skal han selvfølgelig også have det rette niveau for at kunne gøre sig håb om at debutere for Manchester United.

Det tyder dog på, at han har niveauet, for her i februar er han begyndt at træne med sammen med førsteholdet. Og med skaden til Luke Shaw er det da heller ikke usandsynligt, at han er at finde i truppen til opgøret mod Fulham lørdag eftermiddag i Premier League.

Netop Luke Shaw bliver Amass også flittigt sammenlignet med, hvis man søger efter ham på nettet. Ser man ham spille, er det da også tydeligt at se, hvorfor denne sammenligning er opstået.

Harry Amass ser boldsikker ud, han er driblestærk, og han kommer gerne op langs venstrekanten og bidrager med mål, assists og chanceskabende afleveringer. Til sammenligning er det kun angriberen Ethan Williams, der med 4 assists har flere end Amass for Man United i denne sæson i U18-ligaen.

Sammenligningerne må dog godt stoppe, når vi taler om skadeshistorik. Hér kan man kun håbe, at Amass viser sig at være mere driftsikker end den ofte skadede Shaw.

Er det nu for tidligt?

Det er umuligt at forudsige, om en ung spiller er klar til debut eller ej. Amass er trods alt kun 16 år, omend han fylder 17 år i marts. Og Old Trafford er altså en noget anden størrelse end at spille sine kampe på Carrington.

Fysisk kan han også godt se lidt spinkel ud. Men han måler alligevel 181 cm og er altså noget højere end Kobbie Mainoos 175 cm. Og sidstnævnte synes i hvert fald ikke at være udfordret af sin fysik.

Det er dog kun Erik ten Hag og hans stab, der kan vurdere, hvor klar Amass må være til en potentiel debut. Og derfor vil det bestemt være værd at holde øje med, om den unge mand er at finde i truppen til kampen lørdag eftermiddag.

Skribentens forventning

Min personlige forventning er, at Amass godt kan være en spiller, der får debut inden for en overskuelig fremtid. Han spiller fast for U18-holdet, der ellers synes at rotere en hel del.

Luke Shaws skade gør det da også oplagt at tænke den unge mand ind i en løsning her og nu. Omvendt tror jeg ikke, at Erik ten Hag vil give spilleren debut, før han vurderer ham klar til det. Uanset skadessituationen.

Jeg forventer ikke, at Harry Amass er at finde i kamptruppen til Fulham-kampen i morgen. Jeg tror, det er en postgang for tidligt for ham, særligt efter at han kun har været i klubben i så kort tid. Men en del af mig håber faktisk på at tage fejl.

 

Forrige artikel

Ratcliffe slår fast: »Dette er ikke en finansiel investering«

Næste artikel

Officielt: Højlund misser vigtige kampe

ANNONCE