Roy Hodgson overså Rio Ferdinand, da han skulle udvælge de spillere, der skal repræsentere England til EM i Polen og Ukraine. Det skyldes til dels Rios svækkede fysiske tilstand, men også forsvarerens alder. I en alder af 33 overvejer United-spilleren så småt sin fremtid.
– Som månederne og årene er gået, er jeg så småt begyndt at tænke på, hvad jeg skal lave, når jeg ikke kan spille mere. Jeg overvejer ideen om at blive manager eller træner. Jeg elsker fodbold med al dens taktik, men jeg kan også se mig selv som værende den, der skal få det bedste ud af spillere – at have ansvaret for deres udvikling. Jeg tror, at jeg ville elske den del af det, fortæller Rio Ferdinand til ESPN.
Rio Ferdinand forventes at blive tilbudt en etårig forlængelse af sin kontrakt, og forsvareren forventer da også, at hans karriere som spiller fortsætter et par sæsoner endnu.