The Telegraph: Nedrivning af Old Trafford er en mulighed

Manchester Uniteds planer om at modernisere Old Trafford har længe været kendt, men ifølge britiske The Telegraph overvejer Glazer-familien nu at rive “The Theatre of Dreams” helt ned.

I efterhånden mange år har der hersket en bred enighed om, at Old Trafford trænger til en omfattende renovering, der blandt andet skal forøge antallet af tilskuerpladser og reparere taget, der flere steder lækker med vand, når det regner. Alligevel har Glazer-familien været beskyldt af fans for at vælge at undlade at poste penge ind i projektet, men nu ser det måske ud til, at ideen skrider frem.

I hvert fald skriver britiske The Telegraph, at klubben er tæt på at udpege de samarbejdspartnere, der skal stå for det ombygningsprojekt af Old Trafford, der kan blive det største i klubbens historie.

Ifølge rygterne overvejer klubben flere muligheder, men den mest ambitiøse idé, der er blevet lagt på bordet, er, at man vil rive Old Trafford helt ned. Efterfølgende vil man bygge et komplet nyt stadion på samme grund, der skal kunne konkurrere med Wembley Stadium i forhold til antallet af siddepladser.

Derudover skal det nye stadion rumme en helt anden bane, der skal fungere som hjemsted for Uniteds kvinde- og ungdomshold, som ellers primært spiller sine kampe på Leigh Sports Village.

Ideen om at bygge et helt nyt stadion kan dog vise sig at være temmelig problematisk for klubben, fordi man i en årrække vil være tvunget til at finde et nyt stadion, hvor holdet kan spille sine hjemmekampe.

Intet stadion i det Nordvestlige England kan sammenlignes med Old Trafford hvad angår størrelse, og det vil gå ud over klubbens kampindtægter, hvis man beslutter sig for at dele stadion med et andet hold i perioden. Klubben omsætter pt. for omkring 40 millioner kroner for hver kamp på Old Trafford.

Alligevel forlyder det, at klubben ikke vil udelukke nogen planer på nuværende tidspunkt, hvorfor man er parat til at overveje alle muligheder.

Ud over at rive Old Trafford helt ned overvejer klubben følgende muligheder:

  • En stor udvidelse af ‘South End’, der skal øge stadionkapaciteten til over 80.000 samt en overhaling af resten af stadion.
  • En komplet fornyelse af det eksisterende stadion, herunder en modernisering af klubbens ‘Corporate Hospitality’, men uden at udvide ‘South End’.
Forrige artikel
Marcus Rashford

Rangnick melder næsten alle mand klar - kun Shaw tvivlsom til CL-brag

Næste artikel

Rangnick: Vi har brug for både spillere og fans i topform mod Atletico

ANNONCE